Beskrivelse
Kan du huske det sted i Astrid Lindgrens børnebog, Emil fra Lønneberg, hvor Emil en sommernat bader sammen med karlen, Anton i en lille skovsø. Da de kommer op af vandet, ser Emil inderligt på sin bedste ven, Anton, idet han siger: “Du og jeg, Anton!”
Efter en stund, hvor Anton ligesom har suget ordene til sig, svarer han:” Ja, du og jeg, Emil. Det skulle jeg mene!”
Den sætning fra den bog, tænker jeg på tit, og da jeg var færdig med dette maleri, dukkede den op igen. Der er en inderlighed i de ord, som tryllebinder mig, og som også minder mig om mit gudsforhold.
Maleriet har været længe undervejs. Mere end et år. Man kan kalde det en langsom fødsel.
Men med de mange lag på lag på lag… opstår en helt særlig stoflighed, så det næsten smelter på nethinden.
I løbet af så lang en proces, vil meget ændre sig undervejs; men inderligheden imellem de to personer har været der fra først til sidst. Du kan knapt se, hvor den ene begynder, og den anden ender.
Og over de to personer, svæver den hvide fugl som symbol på fred.
Netop denne inderlighed i de tætte relationer dukker jævnligt op på mine lærreder.
Se fx Adam og Eva
Louise Krogh –
Jeg er vild med den fugl 🐥
Birgit Hansen –
Ser næsten en symbiose imellem mor og barn.