Beskrivelse
La Anunciación
Det var en helt almindelig lørdag. Forældrene var gået i synagogen, og Maria var alene hjemme.
Hun gik og tænkte på Josef, som var bestemt til at blive hendes mand. Hun kendte ham godt. Han boede også i Nazareth. Det var byens tømrer. Selvfølgelig kendte hun ham; men hun havde aldrig været alene med ham. Selvfølgelig ikke. Hvordan mon det ville være at være gift med ham? Hun kunne godt lide ham. Nå, hun slog det hen. Der var jo længe til. Hun var jo slet ikke voksen endnu.
En engel på besøg
Så pludselig lød der et sus i stuen. Hun for sammen. Pludselig var der en, der hviskede hende i øret: »Herren er med dig, du benådede!« Hun blev forskrækket og spurgte sig selv, hvad det skulle betyde. Da hun kiggede op, så hun en engel. Han fortsatte: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.«
Maria blev endnu mere forvirret. Hun med barn. Hun var jo ikke engang voksen endnu, og hun havde aldrig været alene sammen med en mand. Forskrækket spurgte hun englen, hvordan det skulle gå til?
Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn.«
Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende.
Bebudelsen
Sådan begynder beretningen om Jesus (Luk 1:26-38), og det er, hvad jeg ser i dette maleri. Derfor har jeg kaldt det ‘La Anunciación’. Når det er på spansk, er det fordi jeg øver mig meget i at lære spansk, så jeg kan tale med mine naboer i mit vinteratelier i Sardina del Norte.
At det var Bebudelsen, som vi siger, vidste jeg ikke, da jeg malede det. Og måske ser du noget andet?
Du må meget gerne fortælle i kommentarfeltet, hvad du ser!
Kvalitet
Som alle mine malerier er det malet på kvalitetslærred, og kanterne er også malet, så det ikke behøver ramme. Faktisk sætter jeg aldrig ramme på mine malerier.
Her er et andet maleri, eller en ikon, om du vil. Det er malet på en træplade og viser, hvad der skete ni måneder senere.
Anmeldelser
Der er endnu ikke nogle anmeldelser.